Når det ordløse forener det kærlige.

Kunsten og den kreative proces arbejder ofte i de ordløse formuleringer. Derfor kan kunsten og kreativitetens verden ofte virke fremmed og abstrakt for mennesker, der ikke er vant til at arbejde i dette univers.  

For det er netop et univers - eller efter min mening, kunsten og processen berører det universielle, der findes i os alle - netop det kærlige - overfor os selv eller overfor den anden. I arbejdet med grupper af børn er det oftest meget tydeligt, hvilken ro der ligger sig over "rummet" hvor der arbejdes. Hvordan det hele måske starter med lidt uro, "for hvad skal jeg kaste mig over". Men når tråden er fundet skaber vi alle på samme hammel. Ikke det samme, men på en måde ud fra det samme fundament - netop en forening af noget universielt, noget fælles.   

Nogen af mine største øjeblikke har jeg haft i arbejdet med kunst, både for mig selv men også i grupper. Fordi det kærlige mellem mennesker træder så tydeligt frem. Børnene udtrykker det ofte direkte med kærlighedserklæringer gennem ord til hinanden eller til mig som formidler, men også ofte ved at give spontane kram eller ved at hjælpe hinanden.  

Derfor har vi en enestående mulighed for at "reparere" alle de komplicerede problemer menneske- eller samfundslivet dagligt konfronteres med. Gennem arbejdet med det inspirerende og det ordløse. Det kan netop transformere mennesket tilbage til det naturlige eller til det kærlige. Alt dette som er fundamentet for inklusion, inddragelse, deltagelse, omsorg og fællesskab.  

Vi skal turde arbejde med det kærlige og alt det vi ikke forstår for netop at løse alt det vi tror vi forstår.