Det observerende eller skabende?

Det observerende eller skabende?

Hvilken forskel er der mellem det observerende og skabende? og hvilken indflydelse har det på vores holdninger eller tanker om os selv eller den anden. Det ved vi vel nærmest ikke før vi selv prøver begge positioner og det mod det kræver at skifte og være i en ny position. I observatørens rolle kan vi stå lidt på afstand og netop tillade os at observere eller analysere. Og der er ikke nogen umiddelbar konsekvens - ikke noget du direkte kan se og så alligevel. Energien er passiv - den driver ikke noget, hverken fremad eller bagud. Den fastholdende observerende energi venter bare - på den anden eller på det tilfældige møde, på noget som andre skaber. Den position giver os en begrænset indsigt både i os selv som menneske, men også den anden. Vi lader os tilpasse det vi tror vi ser og bliver i værste konsekvens blinde passagerer på et skib uden en virkelig kaptajn.

Når vi begynder at skabe noget eller gå med ind i noget, involvere os, så sker der automatisk noget andet. Vi bliver en del af en anden betragtning, bliver aktivt deltagende og risikerer også noget, endda os selv. I den position er vi meget mere sårbare, meget mere involverede, men også mere sandhedssøgende. Vi stiller os selv på livets scene og er ikke kun som et passivt "offer", hvilket kan få afgørende forskel på hvordan vi tolker andre og os selv.

Vores samfund og udvikling har brug for at vi bevæger os mere aktivt fra det observerende til det skabende. Vi kan ikke længere med ansvarsfuldhed basere vores løsninger på etablerede systemer, observationer og det vi tror andre ved. Vi kan ikke nøjes med kun at være faglige - vi skal også være menneskelige og forfine den evne, helt personligt. Det menneskelige er ikke nogen automatik, der forefindes ved alle givne lejligheder. Det menneskelige skal altid holdes ved lige, vi bliver aldrig færdige med at undersøge eller gøre os selv passioneret. Det er livets vilkår og til gengæld bliver vi indimellem belønnet med det glemte begreb - visdom. En evne, der aldrig kan eller skal certificeres og derfor måske provokerende sagt heller ikke tages alvorlig mere. Men vi har for alvor brug for visdom.  Den har barnet brug for i forhold til at identificere sig med noget sandt og ægte hos den voksne og det har medmennesket og det samfundsmæssige brug for, hvis vi virkelig i dybden mener noget med bæredygtighed, velfærd og medmenneskelighed.

Måske er grænsen for hvad vi kan lære, observere og analysere os til nået sin naturlige grænse. Spørgsmålet er nu, hvordan arbejder vi med dannelse og identitet, herunder det menneskelige? Den kreative verden er et godt bud på, hvordan vi legende kan komme videre - hvis vi vil?