inklusion

At følge med - som voksen

I mødet med ethvert menneske er god kontakt altid båret af åbenhed. At vi stiller os selv til rådighed for at lytte og forstå den anden, så vi ved hvordan og hvilken kontakt vi kan skabe.   

Med et særligt barn gælder det samme. Vi kan bare ikke altid bruge det vi har lært, fordi meget af vores læring og uddannelse er opbygget af intellekt, traditioner, teorier og til en vis grad et system om, hvilke rammer vi kan opsætte for børn, så de føler sig trygge og kan udvikle sig.  

Det er jo også rigtigt godt, men særlige børn tænker bare tit omvendt. De lærer måske ikke ved gentagelse, men mere ved plads til kroppen og det improviserede. Først lege, lege, lege og måske lidt mad og struktur. Barnet mener måske, at sangen først skal læres den dag, hvor det passer ind i en bestemt fortælling og ikke for sangens skyld alene. Ikke af ond vilje, men ideen før struktur kan hos særlige børn opleves mere naturligt og meningsfyldt.

Særlige børn kan have et ekstra behov for at danne sin egen virkelighed i “frirum” ved siden af traditioner, vaner og systemer. Det er min oplevelse og erfaring, at vi som voksne kan komme på voldsomt arbejde, hvis vi endegyldigt fastholder vores egen traditioner og systemer, som den eneste rigtige måde at lære på. Vi kan næsten opleve at jo mere vi fastholder vores eget system, jo mere gør de bevidst eller ubevidst oprør med sit eget “system”.  

Vi bliver nødt til at inkludere gensidigt. Altså det handler ikke om at de særlige børn kun skal lære at indrette sig. Det handler også om, at vi skal stille nogle rammer op, som de kan se en mening i. Hvis vi imødekommer nogle af deres interesser og strukturerer, samt laver nogle tydelige overgange mellem aktiviteter i hverdagen vil de oftest være mere samarbejdsvilllige og lyttende henover tid. 

I arbejdet med det særlige skal vi selv turde følge med i processen. Turde at kaste vores egne regler, traditioner, plejer osv. over skulderen. Turde at skabe nogle rum, hvor vi bare er til stede i kroppen og lege uden at det skal føre til noget bestemt. (læring, tidsrum, frokost etc.). 
 

Source: /kreativitet-og-inklusion-blog/voksen-og-p...

Rum til at være - tid til at lære.

I en undersøgende og eksperimenterende kontekst kan rum med for meget definition eller “for pænt” interiør være en hæmsko for særlige børn. Konflikter skabes ofte der, fordi børnene keder sig eller der er for lidt udfordring. 

Ved at arbejde bevidst med at lave “arbejdsstationer” for det eksperimenterende barn kan konflikter drosles ned og barnet kan få sit krudt brændt af. 

 - Der skal være plads til at være - ligesom når vi voksne tager i sommerhus. Ikke for pænt, men rart og varmt med indbydende farver i blandt indbo, der må berøres.  

-Et rum, som taler til mange sanser med udpræget taktilitet ex. en lille væg, hvor der også er plads til noget materiale, barnet kan undersøge, kradse, eller mærke på, ex. bobleplast, sandpapir. 

- mindre udkigsposter eller siddepladser, hvor der også er plads til børn, der bare gerne vil kigge og observere. 

- Brug evt. gammelt legeinteriør på en ny måde - Eksempelvis hæng et dukkehus op på et redskabsskur udenfor. 

- inviterende materialeudbud, som er indbydende at gå til. Lidt ligesom at sammensætte et festligt “Ta’ selv bord til påskefrokosten”.  Der skal være max. 5 ting at vælge imellem og det er altid godt at tilføre lidt nyt hver gang.   

 Vær til stede i nuet som voksen. Skab en stemning af noget, der ikke bliver forstyrret og sæt en tydelig ramme for at kunne deltage. (ikke råbe ex.) 

Source: /kreativitet-og-inklusion-blog/2015/10/22/...

Kreativitet og inklusion af særlige børn

Hvem er de særlige børn?

Børn der flyver i tankerne, børn der siger meget nej og børn der ofte er meget stædige og derfor skaber konflikter. Børn der har en særlig tankegang eller stiller flere spørgsmål end børn normalt. Børn der har et højt energiniveau, er iderige og konfronterende.

Hvem er du egentlig?

Vi kan søge konformiteten med disse børn via kendte og traditionsbærende  systemer eller vi kan prøve at lære dem af kende i nydefinerede systemer. Systemer vi har skabt sammen med dem og ikke for dem - hvor vi alle betræder ny jord. I det perspektiv vil svaret på disse børns problemer og opløsning af disse i mange tilfælde se anderledes ud end den verden vi præsenterer for dem pt.  

I arbejdet med det kreative rum er det min erfaring at vi kan betræde ny jord både med tanken, men også med kroppen. Her forenes det taktile med det spørgende og undrende - det som særlige børn har så mange kompetencer indenfor. Ex.

Jeg skaber et fysisk rum, hvor børnene kan sidde oppe eller nede. Hvor de kan røre ved ting, læse en bog et mærkeligt sted, røre ved sjove maskiner etc.

  • Jeg siger ja mere end nej. I det kreative rum skal der være så meget plads at børnene kan bevæge sig, gå til og fra forskellige stationer af aktivitet etc. 

  • Jeg arbejder sammen med børnene. Bygger min egen historie, så vi sammen kan inspirere hinanden og komme med gode ideer.

Min oplevelse som voksen er:

  •   Konfliktniveauet falder, fordi der er følelse af frihed, passion og deltagelse.
  • At børnene får rum til deres eget og dermed også gerne vil give mere plads til andre.

  • At børnene fastholdes i aktivitet i længere tid, fordi der er flere valgmuligheder.

 

Visuelt arbejde som anerkendende redskab

Gennem det visuelle arbejde findes en anerkendelse, som er mere abstrakt og nonverbal. Det kan være en følelse af at opnå meningsfuld kontakt vores kerne - med vores personlighed, som den nu udfolder sig. 

Ved at bruge det visuelle arbejde og det “at skabe” kan barnet få en indsigt i, hvordan det er at være i et flow med følelse af selvforglemmelse og velvære. 
 
Det er almindelig kendt at mennesker med et sårbart sind kan finde ro og mening i at arbejde kreativt. 

Ved at arbejde bevidst med at skabe rum for udfoldelse og ideer kan vi styrke særligt sensitive børn med at danne og anerkende sit eget jeg. Dette kan især være vigtigt, hvis der ex. i  hjemmet er problemer ud over det almindelige, herunder med mangelfuld følelsesmæssig spejling.  

Det at arbejde visuelt behøver ikke kun at være at arbejde med kunst. Kunst kan også være en filosofi, en måde at leve på, en måde at tænke på og sanse verdenen. Vores verden er fuld af kombinationer, farver, udtryk og nuancer. Vi ser det ofte ikke, fordi vi ikke er bevidste om, hvordan vi kan forfine vores syn eller se de store fortællinger i det små.

Børn og særlige børn kan ofte være en guide til at sætte pris på de små ting. De har lige opdaget verdenen og vil gerne undersøge den, også i detaljen. Peter ser en blomst, hvor han tager den, beskriver den i små detaljer, rør ved bladene og vil gerne have besvaret spørgsmålet om, hvorfor blomsten har små fine tråde eller lyser på en bestemt måde. Hvis vi voksne lader nærværet vokse netop i den situation vil vi sammen med Peter kunne forstørre øjeblikket og indsigten i skønheden.

Nærværet i den sanselige oplevelse kan for det udsatte barn være et spejle på skønheden og nærværet, der findes i verden. Kunsten og det sanselige kan opbygge en "erstatningsverden", som barnet senere kan bygge bro til virkeligheden gennem.