kreativitet

At følge med - som voksen

I mødet med ethvert menneske er god kontakt altid båret af åbenhed. At vi stiller os selv til rådighed for at lytte og forstå den anden, så vi ved hvordan og hvilken kontakt vi kan skabe.   

Med et særligt barn gælder det samme. Vi kan bare ikke altid bruge det vi har lært, fordi meget af vores læring og uddannelse er opbygget af intellekt, traditioner, teorier og til en vis grad et system om, hvilke rammer vi kan opsætte for børn, så de føler sig trygge og kan udvikle sig.  

Det er jo også rigtigt godt, men særlige børn tænker bare tit omvendt. De lærer måske ikke ved gentagelse, men mere ved plads til kroppen og det improviserede. Først lege, lege, lege og måske lidt mad og struktur. Barnet mener måske, at sangen først skal læres den dag, hvor det passer ind i en bestemt fortælling og ikke for sangens skyld alene. Ikke af ond vilje, men ideen før struktur kan hos særlige børn opleves mere naturligt og meningsfyldt.

Særlige børn kan have et ekstra behov for at danne sin egen virkelighed i “frirum” ved siden af traditioner, vaner og systemer. Det er min oplevelse og erfaring, at vi som voksne kan komme på voldsomt arbejde, hvis vi endegyldigt fastholder vores egen traditioner og systemer, som den eneste rigtige måde at lære på. Vi kan næsten opleve at jo mere vi fastholder vores eget system, jo mere gør de bevidst eller ubevidst oprør med sit eget “system”.  

Vi bliver nødt til at inkludere gensidigt. Altså det handler ikke om at de særlige børn kun skal lære at indrette sig. Det handler også om, at vi skal stille nogle rammer op, som de kan se en mening i. Hvis vi imødekommer nogle af deres interesser og strukturerer, samt laver nogle tydelige overgange mellem aktiviteter i hverdagen vil de oftest være mere samarbejdsvilllige og lyttende henover tid. 

I arbejdet med det særlige skal vi selv turde følge med i processen. Turde at kaste vores egne regler, traditioner, plejer osv. over skulderen. Turde at skabe nogle rum, hvor vi bare er til stede i kroppen og lege uden at det skal føre til noget bestemt. (læring, tidsrum, frokost etc.). 
 

Source: /kreativitet-og-inklusion-blog/voksen-og-p...

Rum til at være - tid til at lære.

I en undersøgende og eksperimenterende kontekst kan rum med for meget definition eller “for pænt” interiør være en hæmsko for særlige børn. Konflikter skabes ofte der, fordi børnene keder sig eller der er for lidt udfordring. 

Ved at arbejde bevidst med at lave “arbejdsstationer” for det eksperimenterende barn kan konflikter drosles ned og barnet kan få sit krudt brændt af. 

 - Der skal være plads til at være - ligesom når vi voksne tager i sommerhus. Ikke for pænt, men rart og varmt med indbydende farver i blandt indbo, der må berøres.  

-Et rum, som taler til mange sanser med udpræget taktilitet ex. en lille væg, hvor der også er plads til noget materiale, barnet kan undersøge, kradse, eller mærke på, ex. bobleplast, sandpapir. 

- mindre udkigsposter eller siddepladser, hvor der også er plads til børn, der bare gerne vil kigge og observere. 

- Brug evt. gammelt legeinteriør på en ny måde - Eksempelvis hæng et dukkehus op på et redskabsskur udenfor. 

- inviterende materialeudbud, som er indbydende at gå til. Lidt ligesom at sammensætte et festligt “Ta’ selv bord til påskefrokosten”.  Der skal være max. 5 ting at vælge imellem og det er altid godt at tilføre lidt nyt hver gang.   

 Vær til stede i nuet som voksen. Skab en stemning af noget, der ikke bliver forstyrret og sæt en tydelig ramme for at kunne deltage. (ikke råbe ex.) 

Source: /kreativitet-og-inklusion-blog/2015/10/22/...